Hvad er sakral dans?
Sakral Dans er koreograferede trin, der danses med en intention om at
forbinde og centrere sig, og for mig er den tæt relateret til bøn.
Jeg har sammen med sin partner Ina Eskildsen taget to forskellige 1-årige kursusuddannelser i Tyskland hos hhv. Holger Ulatowski og Susanne Anders Bärtholomei.
Disse to lærere er meget forskellige og vi har således oplevet den store spændvidde i traditionen.
Hvordan kan du prøve sakral dans?
Når jeg bliver spurgt om jeg vil komme et sted hen og dele cirkeldansen med andre interesserede, er det typisk med en varighed på 1-2 timer.
Nogle gange er det kun 30 minutter, andre gange er det et par timer eller mere, og så bliver det forløb inkluderende andre elementer end dans.
Hver gang taler jeg grundigt med arrangøren for at være sikker på at passe bedst muligt ind i sammenhængen og intentionen.
I Langenæskirken i Århus arrangerer “Laboratoriet for kirkedans” sakral dans – det er 1 gang om måneden, gratis og uden tilmelding.
Jeg er med jævne mellemrum instruktør i Langenæskirkens arrangementer.
Dans i kirken i historisk perspektiv
(Uddrag af bogen “Dans i Kirken” af Niels Kjær og Jenny Thaysen Kjær)
Oldkirken
I de første århundreder af kirkens historie var dans stadig en acceptabel liturgisk udtryksform på grund af den gammeltestamentelige tradition for liturgisk dans.
Fra det andet århundrede kendes en beskrivelse af Runddansen om korset, en cirkeldans, hvor de dansende samtidigt sang en hymne, der lovpriste Gud som Fader, Ord (Logos) og Ånd.
To af de tidligste kristne liturgier, vi har et detaljeret kendskab til, nævner cirkeldanse som en del af gudstjenesten. Det drejer sig om Justin Martyrs liturgi fra ca. År 150 og Hippolyts liturgi fra ca. År 215.
Senere – fra det fjerde århundrede – findes der mere detaljerede udsagn om dans i kirken.
Middelalderen
I den tidlige middelalder – efter at kristendommen var blevet den oficielle statsreligion – overtog gejstligheden i stadig højere grad udførelsen af gudstjenestenn. Lægfolkets aktive deltagelse i gudstjenesten blev tilsvarende begrænset, hvilket indebar, at det nu var gejstligheden alene, der ved særlige lejligheder (jul og påske) opførte liturgiske danse for menigheden.
Kun i meget sjældne tilfælde, og i så fald kun under gejstlighedens vejledning og overopsyn, deltog menigheden selv i dansen.
I højmiddelalderen og senmiddelalderen voksede modstanden mod liturgiske danse i det ortodokse hierarki. Forklaringen er sikkert den, at disse danse især var populære blandt ”ukontrollable” grupper som fx kvindelige mystikere og omvandrende munke.
Hildegard af Bingen (1098-1179) siger: ”Kære mennesker, glem ikke at danse, for ellers ved englene i himmelen ikke hvad de skal stille op med jer”
For Hildegard var dansen et ydre, fysisk udtryk for sjælens indre glæde.
Mechthild af Magdeburg (1207-1282), en anden af de store kvindelige middelaldermystikere, sig er et sted, at ”sjælen simpelthen må bevæge sig i glad forventning om brudgommens snarlige ankomst”, og hun kalder denne bevægelse for ”lovprisningsdans”. Et andet af Mechthilds berømte digte indledes således: ”Herre, jeg kan kun danse, hvis du fører mig”.
Genopdagelsen af den sakrale dans
Bernhard Wosien (1908-1986) var en tysk balletdanser, der rejste rundt i primært Europa for at møde de endnu levende folkelige dansetradtioner, hvoraf han mente mange havde en spirituel /gudsvendt kerne.
Han forfinede disse danse og lavede nye koreografier og satte dem sammen med især folkemusik eller klassisk musik.
Han introducerede fænomenet til Findhorn i 1976, og siden har det spredt sig i verden.
I virkeligheden er kirkedans en bøn. Kirkedans giver liv i et gudstjenesteliv og i et trosliv.
Dansen er for alle – og Morten kan lede alle ind i den.
Ikke som teknik, men som følelse, der bringer os tættere på det væsentlige. Det hellige.
Morten har blik for det hellige og det menneskelige. Dansen bliver et eksistentielt sted.
At danse kirkedans med Morten Musicus er i den grad ligetil og meget nede på jorden.
Men det er også ret himmelsk.
Louise Franklin Højlund, tidligere forstander på Løgumkloster Refugium
Sakral Dans kan betragtes som en kropslig og ordløs fælles bøn.
Den har rødder tilbage til oldkirkens ældst beskrevne liturgier, hvor der angives hvorledes cirkeldans indgår, og danseformen har de sidste par årtier vundet en del indpas i bl.a. Sverige og Tyskland.
Den består af koreograferede enkle danse til spillet eller indspillet musik, typisk klassisk musik eller folkemusik, men også af og til moderne musik
Sværhedsgraden er fra meget enkel til meget kompleks, og det er således danselederens vurdering hvilke danse, der skal anvendes i de givne sammenhænge.