Jeg hedder Morten Kristian Pedersen, og har i mange år spillet og komponeret musik under kunstnernavnet Morten Musicus.
Jeg er konservatorieuddannet, og har siden taget to kursusuddannelser i Sacred Dance under ledelse af hhv. Holger Ulatowski og Susanne Anders Bartholomäi, begge i Tyskland.
Disse to uddannelser gennemførte jeg med min kone Ina Nørskov Eskildsen, som jeg ofte underviser i dans sammen med.

I en årrække har jeg været aktiv i foreningen Nutidig Kristen Spiritualitet, og det har været en stor glæde og inspiration udi ikke mindst bønspraksis, men også i mødet med og udforskningen af andre måder at søge sit gudsforhold.
Dette ikke mindst inspireret af de kristne mystikere, der – som jeg forstår det – ikke har levet med teologien, men med praksissen som det væsentlige.

Jeg er til daglig deltids-kirketjener i Langenæs Kirke i Århus.
Langenæs Kirke har siden 2012 haft Kirkedans som en aktiv del af sit virke med Jenny Thaysen Kjær som primus motor.

Denne hjemmeside præsenterer mit arbejde med hhv. Sakral dans og musik, der relaterer til Maria.
Jeg opsøger og besøger mennesker med interesse og erfaring indenfor det felt, og tilstræber at være oprigtig nysgerrig og åben på denne vej.
Man skal derfor ikke forvente teologiske udredninger fra mig, men til gengæld en undersøgende vej ind i den kristne mysterie-tradition med Maria / Sophia som indgang.    Med mysterie-tradition mener jeg den esoteriske retning indenfor kristendommen, der bygger på en selvoplevet erfaring med det guddommelige.

Hvorfor?

Jeg tror på, at vi med egen og fælles opmærksomhed og praksis rettet mod Maria / Sophia vil kunne balancere noget vigtigt indenfor kristendommen – personligt og kollektivt.

Det jeg mener vi med fordel kan balancere i en kristen kontekst, er at ændre flere århundreders mentale fokus på det handlingsorienterede og i stedet vende os mod det, som vi og verden rummer og tilstræbe at forbinde os til alt dette.