Taizè-sang er sange med 1 eller 2 linier, der gentages.  Oftest 4-stemmigt.

Det kommer fra det økumeniske fællesskab i klosteret i Frankrig, der  har inspireret troende siden 2. Verdenskrig.

Her beskriver Mads Christoffersen sit møde med stedet:

Mere end 4.000 fra hele verden deltog i påskefejringen i klosterfællesskabet Taize. Jeg selv var taget dertil med min 13-årige søn for at opleve dette Kristusfællesskab, som jeg havde hørt så meget om, men aldrig selv oplevet. Lad mig sige det med det samme, at jeg var dybt bevæget. Jeg var bevæget af den lidelse, stilhed og genoprejsning, som påsken er et udtryk for. Jeg var bevæget af den rytme, der ligger i livet i Taize med tre gudstjenester om dagen, bibelundervisningen, gruppesamtalerne og det praktiske fællesskab med alle de andre pilgrimme fra nær og fjern.

Fællesskabet Taize har eksisteret siden anden verdenskrig. Om end meget har ændret sig i verden omkring os er budskabet fra Taize det samme – et budskab om fred og forsoning, om bøn og spiritualitet, om kulturmødet og frem for alt fællesskabet i Kristus. Som økumenisk engageret siden min studietid, har jeg i mange år følt at jeg naturligvis burde have været i Taize som hundredvis af andre danskere, der gennem årene er draget til Taize og som har taget Taize med tilbage til Danmark som inspiration til deres spirituelle liv lokalt herhjemme.

Min egen økumeniske rejse begyndte delvist på Chateau de Bossey og Kirkernes Verdensråd i Schweiz – det globale institutionelle kirkefællesskab. Taize ligger faktisk kun et par timers køretur fra Bossey og alligevel repræsentere det en helt anden side af det økumeniske liv og fællesskab. Taize er uden tvivl økumenisk med 100 fastboende brødre fra forskellige kirkeretninger og tusindvis af pilgrimme, der lægger vejen forbi hvert år. Men de kirkelige forskelle er ikke en vigtig del af det synlige fællesskab. Folk kommer med hver deres kirkelige bagage; katolikker, pinsefolk, lutheranere, ortodokse, baptister eller noget helt tiende. Men bevidstheden om den andens kirkelige tilhørsforhold fylder ikke i mødet med hinanden, i samtalen, i salmesangen, i bønnen. Det alt overskyggende er nemlig Kristusfællesskabet.

Som engageret i de kirkelige organisationer herhjemme var jeg fuld af forbløffelse og beundring. Uanset hvor mange tusinde pilgrimme, der er i Taize, har alle en praktisk opgave. Og det fungerer. Ikke så meget som et stykke slikpapir lå og flød. Om eftermiddagen så man horder af unge mennesker komme med kost og spand på vej ned at gøre toiletter rent eller ordne udeområderne.

Langt de fleste af pilgrimmene i Taize er unge under 30 år. Vi var også en gruppe af familier med børn under 15 år, der boede i en lille landsby ved siden af Taize. Det var en fornøjelse også at være med her med andre voksne, der havde været med siden de var unge og deres børn, der havde været med siden de var små.

Livet i Taize er især kendt for de tre meditative gudstjenester, der holdes om dagen, med de smukke salmer, der synges igen og igen. Påsken var naturligvis noget helt særligt. For mig personligt var det meget stærkt, da de 100 brødre Skærtorsdag aften vaskede fødderne på de tusindvis af mennesker i menigheden, således som Jesus gjorde det for sine disciple. Langfredags dysterhed og Påskemorgen gjorde også et dybt indtryk. Gudstjenesten begyndte tidligere end normalt og et efter et blev stearinlysene tændt hos hver enkelt af de fremmødte. “